Assimilation, akkommotation, kumulativ og transformativ læring

Illeris taler om fire typer læring i relation til tilegnelsesprocessernes beskaffenhed. Disse er kumulativ, assimilativ, akkomodativ  og transformativ læring.

Kumulativ læring omhandler det stadie eller situationer, hvor den enkelte ikke har i forvejen eksisterende skemaer, som den nye læring kan tilknyttes. Dette er typiske det, man ser ved små børn, hvor al læring forekommer som relativt ny.

Den assimilative læring er en tilføjende læring, hvor den nye læring tilføres de i forvejen eksisterende skemaer. Dette er typisk den type læring vi ser i såvel dagligdagssituationer som i det formelle uddannelsessystem.

En mere krævende læringstype er den akkomodative læring, hvor den nye læring ikke umiddelbart passer ind i de eksisterende skemaer, hvorfor vi bliver nødsaget til at rekonstruere eller delvist nedbryde de eksisterende skemaer, således at den nye viden kan tilkobles.

Den mest krævende læringstype er den transformative læring. Her vil det være nødvendigt at foretage ændringer i organiseringen af skemaerne og vil oftest forekomme som udgangen af en krisesituation.

Læringstyper

Læringstyper

Man kan tale om læring på mange måder, og læringsteorien har mange forskellige typologier(læringstyper) beskrevet. Jeg mener, at basal læringsforståelse bør bygge på tilegnelsesprocessens beskaffenhed og dermed hvordan læringsresultatet tilvejebringes.
Tilegnelses- og samspilsprocesserne kan aldrig indpasses i en fælles typologi. Den eksisterer simpelthen ikke – og dermed har læringsteoretikerne heller ikke en fælles forståelse for deres udviklingsarbejde med læring og læringsprincipper.

Udgangspunktet for tilegnelses typologi er, at det der læres, nødvendigvis må indgå i en eller anden form for struktur eller organisation i hjernen. Disse organisationsformer betegnes typisk mentale eller kognitive skemaer eller blandt hjerneforskere benævnes de spor/engrammer. Læringen består således i, at nye impulser forbindes med resultaterne af tidligere læring. Dette gør læringen individuel. Sammenhængen mellem de eksisterende skemaer og de nye impulser kan etableres på fire forskellige måder, der hermed udgør typologiens fire læringstyper.

Ved kumulativ læring har individet ikke noget eksisterende skema, som nye impulser kan knyttes til. Der er ingen relevant sammenhæng og derfor må et nyt skema oprettes. Læringsresultatet bliver dermed isoleret. Denne type læring er typisk forekommende i de første leveår og ses kun sjældent hos voksne.

Assimilativ læring er den mest almindelige læringstype og typisk den mest anvendte i dagligdagen. Nye impulser knytter sig til allerede eksisterende skemaer, og dermed bliver læringen tilføjet skemaet. Læringsresultatet genkaldes oftest uden problemer.

Akkomodativ læring er en mere krævende læringstype, som vi kan betjene os af i situationer, hvor det nye, vi kommer ud for, ikke umiddelbart passer sammen med et allerede udviklet skema. Vi kan så nedbryde og rekonstruere større eller mindre dele af et eksisterende skema, således at den nye påvirkning kan indpasses. Læringen bliver dermed overskridende, den nedbryder eksisterende strukturer.(refleksion)
Akkomodativ læring medfører ofte større indsigt eller forståelse.

Transformativ læring foretager ændringer i selve organisationen af skemaer, dvs. at vi laver en samtidig rekonstruktion af flere skemaer og deres indbyrdes forbindelser. Typiske eksempler på transformativ læring er omskoling og personlighedsudvikling.

Den sidste form for strukturer, der er af fundamental betydning for læringen, er læringsbarrierer. Der findes mindst tre forskellige former for læringsbarrierer. Det er fejllæring, læringsforsvar og ambivalens.

Fejllæring forekommer typisk, når der indholdsmæssigt læres noget, som er helt eller delvist forkert. Det kan være almindelige misforståelser eller fejl og mangler i de indholdsmæssige forudsætninger. Den vigtigste form for læringsbarriere er ifølge Illeris - læringsforsvaret. Læringsforsvaret relaterer sig til læringens drivkraftdimension og har funktion som hverdagsbevidsthed. Den tredje form er ambivalens, dvs. den dobbelthed, man typisk kan føle i en række sammenhænge, hvor man godt ved, at man har behov for at lære nyt, men samtidig ikke orker læringsopgaven. Sluttelig skal nævnes læringsmodstand, der overvejende relaterer sig til læringens samspilsdimension. Læringsmodstand opstår typisk i situationer, når en tilsigtet eller mulig læring opleves som uacceptabel og i strid med holdninger eller indsigter, som man finder væsentlige.

Annes noter om akkomodativ læring:omstrukturering af eksiterende skema
kræver mere end assimilativ læring, overskridende læring- krævende af individet
tænke anderledes, kræver vores interesse
denne type læring gør vores læring bredere anvendeligt da vi kan bruge den i lidt anderledes situationer (vi kan justere vores skemaer en smule)
grundlaget for: åbenhed, følsomhed, kreativitet og fleksibilitet